Senest opdateret: 04. november 2025 kl. 14.15

TDC NET tager sag om erstatning for ekspropriation til domstolene

TDC NET

TDC NET anerkender myndighedernes sikkerhedspolitiske beslutning og følger afgørelsen fra CFCS om udskiftning af leverandør til vores DWDM-netværk. Det er dog vores vurdering, at der er tale om ekspropriation, og derfor anlægger vi sag om erstatning

I foråret 2023 modtog TDC NET en afgørelse fra Center For Cybersikkerhed med krav om udfasning af vores nuværende leverandør af vores DWDM-netværk (Læs mere her).


Det er vigtigt for os at slå fast, at vi fuldt ud anerkender myndighedernes sikkerhedspolitiske beslutning. Det er klart, at CFCS har en bredere og dybere indsigt i forhold til beskyttelse af den nationale sikkerhed, end vi har. Vi er således gået i gang med et skifte af leverandør af vores DWDM-netværk og forventer at nå det inden den frist – 1. januar 2027 – som CFCS har givet.

Sikkerhed er helt afgørende for TDC NET, og det går vi ikke på kompromis med.

Prøvelse af sag ved domstolene

Det står klart, at CFCS’s afgørelse om udfasning af Huawei i vores DWDM-net efter myndighedernes opfattelse ikke er ekspropriation. Den vurdering vil vi nu prøve ved domstolene.


Der er tale om ny lovgivning om leverandører til kritisk infrastruktur. Loven har aldrig tidligere været bragt i anvendelse, og der er således ingen præcedens, vi kan læne os opad. Der er samtidig tale om meget omfattende og langvarige investeringer og dermed en betydelig millionomkostning for TDC NET. Ydermere er det en indgribende foranstaltning for en enkelt-virksomhed og dermed en principiel sag, som vi vil forsøge at få for Landsretten i første instans, så retspraksis kan fastlægges af Højesteret efterfølgende, hvis en af parterne anker sagen.


Med den nuværende geopolitiske situation, er det sandsynligt, at andre danske virksomheder kan komme i samme situation som TDC NET, og fordi det er ny lovgivning, mener vi, at det er i alles interesse at få grundlaget for virksomheders investeringer i kritisk infrastruktur afklaret.


Samtidig er det vigtigt at slå fast, at når vi nu tager sagen til domstolene, er det således udelukkende for at få afklaret retsstillingen i forhold til ekspropriation og erstatning.


Betydning for samfund og kunder

I forhold til CFCS’ afgørelse, vurderer vi fortsat, at vores kunder ikke behøver være bekymrede for deres sikkerhed – hverken med hensyn til de forgangne år eller de kommende. Det gælder stadig, at:
- CFCS i Centrets vurdering ikke har peget på en konkret trussel eller givet eksempler på, at vores sikkerhed har været kompromitteret. 
- hverken myndighederne eller vi – på trods af et ellers meget solidt test-setup efter internationale standarder på noget tidspunkt har kunnet konstateret et konkret sikkerhedsbrud (var der opstået et sikkerhedsproblem, havde vi naturligvis reageret omgående).
- vi fastholder vores eget test-setup frem til 2027, ligesom vi vil fortsætte den løbende dialog med myndighederne