Med årets finansielle resultater viser TDC NET, at selskabet fastholder en sund finansiel kurs på trods af tidens udfordrende marked og anspændte geopolitiske situationen.
”Det er svære tider at drive og udbygge digital infrastruktur i. Cybertrusler, stigende datamængder og grøn omstilling giver øgede omkostninger, mens markedssituationen fortsat er udfordrende. Alligevel leverer vi et pænt regnskab for 2024, hvor vi formår at fastholde et driftsresultat på niveau med 2023, samtidig med at vi investerer store summer i udbygning af sikker, stabil og energieffektiv digital infrastruktur til gavn for danskerne,” forklarer TDC NETs CFO, Steen Møller.
Stærke resultater
Når Steen Møller ser tilbage på det forgangne år, er der flere milepæle, han finder værd at fremhæve:
”I 2024 havde vi snuden i sporet og leverede nok en gang vigtige resultater: Vi gav yderligere 76.000 adresser muligheden for at blive koblet på vores lynhurtige fibernet, mens vores 5G-mobilnet endnu en gang blev målt som Danmarks bedste af Teknologisk Institut. Samtidig tog vi internt hul på vores nye strategi – ’Connectivity Pioneers’ – der skal være med til at forenkle og automatisere en lang række af vores kerneprocesser til gavn for kunderne. Endelig så vi ved endnu en overtegnet obligationsudstedelse med forpligtende klimamål, at markederne fortsat har stor tillid til os.”
Verdensleder på grøn omstilling
TDC NET var første virksomhed i verden, der fik sine klimamål videnskabeligt valideret, og selskabets vej mod netto-nul i 2030 er ufortrødent fortsat i det forgangne år.
Hvad gælder de samlede CO2-reduktioner, der tæller både egen forretning og hele værdikæden, nåede TDC NET i 2024 bemærkelsesværdige 49 procent i forhold til udgangsåret 2020. Samtidig sikrede selskabets fire solcelleparker, at 65 procent af dets samlede energiforbrug blev dækket med vedvarende energi. Endelig lancerede TDC NET en ny ambitiøs plan for biodiversitet og naturbeskyttelse på 30 procent af dets samlede arealer.
”I 2024 beviste vi, at vi fortsat hører til blandt de mest klima-ambitiøse virksomheder i verden, hvilket EcoVadis da også anerkendte ved nok en gang at placere TDC NET i den absolutte top af virksomheder: blandt verdens én procent bedste på bæredygtighed – endda med udmærkelsen ’platin’. Det er en kæmpe holdindsats på tværs af vores organisation, der ligger bag det resultat,” understreger Steen Møller.
Forventninger til 2025
TDC NETs CFO forventer, at selskabet i 2025 vil fastholde udviklingen fra 2024.
”EBITDA for 2025 vil forventeligt være på niveau med 2024 drevet af vækst i mobil og bredbånd samt fortsat fokus på effektivisering modsvaret af faldende indtjening fra ældre produkter. Vi vil fortsat investere i både mobilnetværk, fiberudrulning og it-transformation. Samtidig vil vi fortsætte nedlukningen af vores kobbernet og fastholde vores fokus på at blive netto CO2-neutrale i 2030.”