Banke, banke på: Du kan nu opleve, at vores teknikere banker på din dør uden at have en forudgående aftale. Hos TDC NET har vi nemlig også taget kunstig intelligens i brug, når vi retter fejl på kundernes internetforbindelser – vi kalder det ’forebyggende fejlretning’. Målet er det samme som altid, nemlig at sikre at alle, der bruger vores netværk har stabil forbindelse uden forstyrrelser.
Førhen kom vi kun på besøg, når du som kunde henvendte dig om en fejl. Så lå der en aftale, og du vidste med sikkerhed, at det var en ægte TDC NET-tekniker, der bankede på hos dig. Nu beder vi dig også åbne for os, selvom vi ikke har indgået en aftale på forhånd.
Uanmeldt besøg kan være nødvendigt
”Vores særlige team, der laver forebyggende fejlretning, er en stor gevinst for kunderne. Nogle gange kan en kunde opleve at have en ustabil forbindelse – vi kalder det ’støj’ – som i virkeligheden skyldes opsætningen hos en nabo. Det er altså naboens forbindelse, der forstyrrer. Her kan vores forebyggende teknikere hurtigt lokalisere fejlen og rette den – hvis altså kunderne vil lukke os ind,” siger Hans Bergholt, der er vice president i TDC NETs driftorganisation.
Han peger her på den åbenlyse udfordring:
”Det er klart, at mange i dag er bekymrede for tricktyve og lignende. Derfor gør vi meget ud af, at vores teknikere dokumenterer, at de kommer fra TDC NET, så kunderne trygt kan lukke dem ind. Vores ID-kort er kundens garanti,” forklarer Hans Bergholt.
Man er også altid velkommen til at ringe til TDC NETs særlige servicenummer – 7010 0060 – for at få bekræftet, at teknikeren er udsendt af TDC NET.
Sådan sikrer du, at teknikeren er fra TDC NET
Når teknikere fra TDC NET banker uanmeldt på døren og beder om adgang til at tjekke din forbindelse, vil de altid vise deres TDC NET ID-kort. De vil også altid præsentere sig selv med navn og nøje forklare formålet med deres besøg. Du kan også kende dem på TDC NETs rødorange uniform med logo på brystet.