Som første teleselskab i Danmark opnår TDC NET sort bælte i cyberforsvar

TDC NET 5 Hjemmearbejdsplads Mand Closeup Bærbar Ved Spisebord Low Srgb

Både antallet og styrken af cyberangreb er kraftigt stigende i Danmark. Som den største leverandør inden for kritisk digital infrastruktur har TDC NET ønsket at gå efter den internationale standard for cyberforsvar. Med certificeringen hos ’Trusted Introducer’ kan frugterne af mange måneders hårdt arbejde nu høstes. Samtidigt har selskabets cyberteam fået nye arbejdsgange og hurtigere processer, der kommer kunderne til gavn.

Cybertruslen er voksende i Danmark i disse år, og selskaber, der leverer kritisk digital infrastruktur, bærer et særligt ansvar for altid at kunne holde hackerne stangen. Hos Danmarks største leverandør af mobil- og fibernetværk, TDC NET, har man taget konsekvensen af udviklingen og er gået benhårdt efter at have et modsvar, der flugter med høje internationale standarder – og kroner nu arbejdet med den særlige certificering fra organisationen ’Trusted Introducer’.

Vi er utrolig stolte over at modtage certificeringen fra Trusted Introducer, der af mange inden for faget vurderes at være den førende standard på området, og som toneangivende organisationer som Center for Cybersikkerhed og DKCERT også orienterer sig mod. Dermed står vi efter så mange måneders benhård indsats med beviset for, at vi er godt beredte på de stadigt stigende cybertrusler. Ud over den faglige tilfredsstillelse, der følger med certificeringen, så handler det her selvfølgelig om, at et stærkt cyberforsvar er noget, som stadig flere kunder ønsker, og som vi også mener, at de kan forvente af os som netværksleverandør. ” fortæller Sikkerhedsdirektør hos TDC NET, Karsten Brinkmann.

Det velovervejede respons i en hektisk situation

Konkret er det TDC NETs særlige ’Cyber Defense Center’, som modtager certificeringen fra Trusted Introducer i kategorien ’Incident Respons’, hvor teamet er blevet målt på deres modenhed på 45 forskellige parametre inden for fire kategorier – organisation, medarbejdere, værktøjer og processer.

Afdelingsdirektør Ulla Elmquist Nielsen, der leder teamet, forklarer, hvad arbejdet med at opnå certificeringen har betydet for måden, man hos TDC NET håndterer cyberangreb i dag:

Auditøren bemærkede, at vi i forvejen lå på et højt modenhedsniveau, men der er ingen tvivl om, at vi i dag står endnu stærkere procesmæssigt og kan reagere hurtigere, fordi vi har fået en endnu mere struktureret tilgang til udfordringerne. Tid er ofte et afgørende element, når et cyberangreb skal håndteres, og med solide processer på plads kan vi stadig, selv om tempoet er opskruet, fungere optimalt i tilfælde af angreb på TDC NET, Nuuday eller DK-TV. Vi skal selvfølgelig stadig jævnligt træne vores færdigheder for fortsat at være skarpe, men vi har fundamentet på plads og klarhed over roller og ansvar i teamet, når det brænder på.”

FAKTA

  • Trusted Introducer er en forening for CSIRT’er (Computer Security Incident Respons Teams) etableret af European CERT i 2000 med det formål at skabe en tryg ramme for udveksling af viden om cybersikkerhed mellem CSIRT’s
  • De trygge rammer skabes ved, at nye medlemmer skal akkrediteres af eksisterende medlemmer for at blive optaget. Som medlem får man mulighed for at udveksle viden om god CSIRT-praksis med en stor kreds af internationale CSIRT og mulighed for at vurdere sin modenhed mod en internationalt anerkendt modenhedsmodel ”Security Incident Management Maturity Model” (SIM3)
  • TDC NET er første tele- og fiberselskab i Danmark, der certificeres hos Trusted Introducer. Kun yderligere ét dansk selskab – JN DATA, der er leverandør til banksektoren – har hidtil opnået certificeringen
  • Flere andre større selskaber og organisationer, der arbejder med cyberforsvar, heriblandt Center for Cybersikkerhed har fokus på standarderne hos Trusted Introducer. Fuld liste over certificerede virksomheder på verdensplan kan ses her Trusted Introducer : Directory : Team Database (trusted-introducer.org)