Der er mange vigtige delmål på vores vej mod at blive CO2-neutrale i 2030. Blandt de vigtigste er skiftet fra diesel til el i vores store bilflåde. Det er noget som vores Head of Delivery & Field Service i TDC NET, Torben Svejgaard, ser en stor værdi i.
”Hver eneste dag kører vores teknikere samlet set en distance, der svarer til næsten to gange rundt om jorden. Det er virkelig mange kilometer, og netop derfor betyder det enormt meget for vores vej mod vores 2030-mål, at vi får elektrificeret vores bilflåde.”
Skiftet til el skal endda ske allerede inden 2028 – en dato, der er ekstra svær at nå, fordi teknikernes arbejde stiller særlige krav til bilernes udformning og udstyr.
Et grønt skub til markedet
Mens markedet for eldrevne personbiler har udviklet sig meget de senere år, så har det set anderledes pauvert ud, når det gælder udvikling af bilmodeller, som lever op til vores teknikeres behov. De fandtes slet ikke, da vi tog beslutningen om komplet udskiftning.
Derfor måtte kollegaer fra vores bæredygtighedsteam og indkøbsafdeling skubbe på for at få markedet til at udvikle nye, brugbare modeller.
”Med hele ni ny modeller klar på parkeringspladsen på Teglholmen må man sige, at vi nu begynder at se resultater af vores samarbejde med bilbranchen Det er virkelig rart at se, hvilken forskel vi sammen kan skabe, når vi sætter vilje bag,” siger Charlotte Haun, Sustainability Manager i TDC NET.
Modellerne tæller alt fra små personbiler til større varevogne – og i det næste stykke tid skal vores teknikere teste bilerne for at finde ud af hvilken størrelse og indretning, der passer bedst til en travl dag på farten med mange forskelligartede opgaver.
Den viden tager vi med os, når vi i den kommende tid endelig skal afgøre hvilke elbiler, der skal bære TDC NET-logoet, når vi kører grønt ind i fremtiden.
FAKTABOKS
- Vores hundredevis af teknikerbiler kører dagligt en distance, der svarer til to gange rundt om jorden.
- I juni 2024 sendte vi den første elektriske teknikerbil ud på de danske veje.
- Testperioden for de nye bilmodeller kommer til at stå på i den kommende tid måneder, hvorefter vi tager en beslutning.