Fremtidssikring af den digitale infrastruktur giver pote: TDC NET har igen Danmarks markant bedste mobilnet

Netværksoplevelsen på de danske mobilnet er generelt god, og den markant bedste mobilnetværksoplevelse leverer TDC NET. Det konkluderer Teknologisk Institut i en ny undersøgelse. TDC NETs fremtidssikring med investering i og opgradering af mobilnettet bærer dermed atter frugt.

TDC NETs 4100 mobilsites, der er placeret i hele landet, leverer klart Danmarks bedste mobilnetværksoplevelse. Det konkluderer Teknologisk Institut i en ny undersøgelse, der viser, at TDC NETs mobilnetværk klarer sig bedst, både når der kigges på de enkelte regioner og i hele Danmark. På landsplan har TDC NET 90 procent fejlfri mobilnetværksoplevelse, og det er 24 procentpoint bedre end de øvrige mobilnet. Det er syvende år i træk, at Teknologisk Institut måler TDC NETs mobilnet som det bedste og mest fejlfrie i Danmark.

”Teknologisk Instituts nye undersøgelse viser, at vi i TDC NET forbinder hele Danmark til gavn for alle. Som Danmarks største leverandør af digital infrastruktur har vi et ansvar for at sikre, at den nationale, digitale infrastruktur er stabil og sikker. Og her spiller mobilnettet en væsentlig rolle. Derfor fortsætter vi vores investeringer i og opgraderinger af mobilnettet, så vi har tilstrækkelig kapacitet og de rigtige teknologier til at imødekomme nuværende og fremtidige behov,” siger Andreas Pfisterer, administrerende direktør i TDC NET.

Stigende dataforbrug stiller større krav til mobilnet

I perioden 28. februar til 18. marts i år har Teknologisk Institut målt de fire danske mobilnets evne til at levere en god netværksoplevelse på 576 steder i landet. Rapportens resultater viser, at TDC NETs mobilnetværk har den hurtigste og mest fejlfrie dataforbindelse i Danmark. På landsplan tager det i gennemsnit 5,1 sekunder at downloade og 6,2 sekunder at uploade 10 megabyte. Det er 25 procent hurtigere på download og 32 procent hurtigere på upload end øvrige mobilnet. Generelt viser rapporten, at der er fremgang for alle mobilnet, når der kigges på download- og upload-tider, på trods af at forbruget af mobildata steg med 30 procent i 2021.

”Under og efter Covid-19 har vi i højere grad fået en mere hybrid arbejdsform end før, og vores måde at kommunikere på med hinanden er ligeledes blevet mere digital. Det påvirker også forbruget af mobildata, og derfor er der brug for en stærk infrastruktur, der kan håndtere det pres. For os er det er helt centralt, at vi kan tilbyde den nyeste og bedste mobilnetværksteknologi til flest mulige. Derfor vil vi fortsætte med at investere og optimere 5G-teknologien, så både virksomheder, institutioner og private husstande får gavn af den,” siger Andreas Pfisterer.

Undersøgelsen konkluderer, at TDC NET fortsat er det eneste selskab i Danmark, der har et landsdækkende og fuldt udbygget 5G-netværk. Teknologisk Institut har målt 5G-dækning på TDC NETs mobilnet på 99,3 procent af undersøgelsens 576 målesteder.

 

 

 

 

Udvalgte resultater fra Teknologisk Instituts rapport

TDC NET har på landsplan den markant bedste samlede mobilnetværksoplevelse

TDC NETs mobilnet er på landsplan både hurtigere og mere fejlfrit, når det kommer til både download og upload af data. Som eksempel tager det på landsplan i gennemsnit 5,1 sekunder at downloade og 6,2 sekunder at uploade 10 megabyte på TDC NET’s mobilnet. Det er 25 procent hurtigere på download og 32 procent hurtigere på upload end øvrige mobilnet.

TDC NET har som eneste selskab et landsdækkende 5G-netværk med 99,3% adgang

Almindelige mobiltelefonsamtaler er tæt på fejlfri på alle fire mobilnetværk

Den fulde rapport kan ses på www.tdcnet.dk/mobilnet

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen er udført af Teknologisk Institut for TDC NET

Mobilnetværksoplevelsen er undersøgt på 576 målesteder valgt af Teknologisk Institut fordelt over hele landet i perioden 28. februar til 18. marts 2022.

Mobilnetværksoplevelsen er undersøgt på en iPhone 12

Den gode mobilnetværksoplevelse er defineret som:

- 30 sek. fejlfri mobiltelefonsamtale, hvor man kan høre modtageren

- 10 MB download inden for 8 sekunder

- 10 MB upload inden for 15 sekunder

- 60 sek. TV-nyheder på DRTV-app uden buffering-ventetid (i tidligere undersøgelser blev der streamet den samme YouTube-video, men for at undgå evt. cache fra test til test, er der skiftet til DRTV-app)

Tilbage til oversigten